Tagdækker
Tagdækkeren lægger tagpap, tagfolie og andre materialer som beskyttelse mod vejr og vind på tage og andre konstruktioner. Tagdækkeren har et varieret arbejde med skiftende udendørs arbejdssteder.
I tagdækkeruddannelsen læres de praktiske principper og metoder i almindelig og speciel tagdækning, og disse principper udvikles dels i skoleperiodernes teoretiske og praktiske fag dels i virksomheden med løsning af alsidige praktiske tagdækningsopgaver.
Som tagdækker vil du skulle arbejde under åben himmel, hvilket du skal se som et positivt forhold. I praktiktiden vil du arbejde sammen med en erfaren tagdækker, og fra ham lære fagets specielle discipliner. Du skal kunne se dig selv arbejde i højden, da det jo ofte er her, taget skal lægges. Efter endt uddannelse og med svendebrevet i hånden vil du selvstændigt skulle planlægge og gennemføre en tagentreprise og aflevere den til kunden til dennes tilfredshed.
Tagdækkeruddannelsen afsluttes med en svendeprøve i tagdækning, og opgaven bedømmes af skuemestre fra faget.
Med svendebrevet i hånden kan du gå direkte i job og skabe dig en karriere i en privat tagdækkervirksomhed. Du vil også have gode faglige forudsætninger for at starte egen virksomhed.
Mød Casper, der er i gang med at uddanne sig til tagdækker
Uddannelsesinfo
Inkl. grundforløb 1 og 2, fra 3 år og 3 måneder til 3 år og 9 måneder, afhængig af startdato.
Byggetekniker, kort og landmålingstekniker og bygningskonstruktør.
En gennemført erhvervsuddannelse, med eller uden eux, giver også ret til at tage gymnasiale suppleringsfag og dermed opfylde adgangsbetingelserne til en række videregående uddannelser.